Bloomers Club

- en fritidsklub for kunst, handlekraft og fællesskab

︎
Klubben er for børn, der …
går i 4.-6. klasse, og som ønsker at bruge deres fritid på en anderledes, udviklende og sjov måde. Den er for børn, der elsker at lege, udforske og føre deres idéer ud i livet sammen med andre. Og for børn, der gerne vil være en del af et kreativt fællesskab – hvor man kan være den, man er.



Idéen bag Bloomers Club:
Klubben er et unikt alternativ til de typiske fritidstilbud, til for meget tid foran skærmen og til et børneliv, hvor kreativiteten og
handlekraften mangler albuerum.


I Bloomers Club bruger vi kunstneriske
processer som et middel til, at udfolde det enkelte barns fulde potentiale og til at inspirere og motivere børnene til at føre deres idéer ud i livet.


Vi giver børnene plads til at lege og udvikle sig i et fællesskab med andre børn og sammen med dedikerede voksne. Vi fyrer op for pensler og lærreder og musikinstrumenter. Vi modellerer og tegner, syr og spiller teater, synger og danser og skaber kunst i naturen.

Børnene udforsker forskellige kunstneriske metoder og har fingrene grundigt nede i alverdens materialer. De finder på og skaber fx kunstudstillinger, koncerter og teaterforestillinger.

Bloomers Club er en lille klub med max. 50 børn – og et levende sted, som former sig efter det enkelte forløb og de børn, der går i klubben.

︎︎︎
Mark
“Vores arbejde handler ikke om at gøre alle børn til kunstnere, eller om at al kreativitet skal munde ud i et salgsbart produkt. Det handler om at udvikle børns kreativitet, handlekraft og selvstændighed i et fællesskab – evner som de kan tage med sig og bruge resten af livet.

- Julie Pi, leder af Bloom
Mark

Det får børnene ud af Bloomers Club:

︎︎︎ En anderledes hverdag i et sjovt, legende og inspirerende fællesskab

︎︎︎ En skabende tilgang til opgaver, udfordringer og til livet

︎︎︎ Mulighed for at afprøve sig selv i forskellige kunstneriske discipliner

︎︎︎ Større handlekraft og tro på at selv de mindste idéer kan blive til virkelighed

︎︎︎ Styrket evne til at stå stærkt, som den man er – sammen med andre

︎︎︎ Fri adgang til klubben alle ugens hverdage – året rundt.
Mark

Sådan ser hverdagen i klubben ud:


︎
Bloomers Club har åbent fra 13.30 til 16.30. Alle ugens hverdage. Når børnene træder ind af døren efter skole, bliver de mødt af engagerede voksne og et eftermiddagsmåltid.

Vi starter hver dag med at samles i en cirkel, hvor vi deler stort og småt, så alle børnene føler sig set – og så alle bliver opmærksomme på hinanden.

Hverdagen i klubben er delt ind i perioder med hver deres temaforløb, som typisk varer mellem to og fire uger. Det kan fx være et teaterforløb, hvor vi får idéer til en forestilling, dykker ned i indholdet og i processerne, udvikler replikker, kostumer og roller – og til slut optræder for forældrene. Eller det kan være et tegneforløb med en specifik tegnemetode, som vi undersøger og udvikler, og hvor hvert barn skaber deres eget værk. 

I klubben møder børnene hver dag de samme faste voksne, derudover inddrager vi i alle vores forløb professionelle kunstnere, der er med til at udvikle den pågældende kunstneriske metode, inspirere børnene og motivere dem til at omsætte deres idéer til virkelighed.

Mark

Forløbenes faste faser

Hvert forløb har et tema, som fx teater, kunstmaling eller musik.
Og hvert forløb består af fire faser:


1. Udforsk


I første fase leger vi med den specifikke kunstneriske disciplin og får en masse idéer. Er det et billedkunstforløb
afprøver vi fx forskellige typer maling og forskellige teknikker

2. Skab


I anden fase arbejder vi videre med nogle af idéerne, vender dem på hovedet, udfordrer dem, indkredser dem – og børnene begynder at skabe noget konkret. Sammen og hver for sig.

3. Iværksæt


I tredje fase præsenterer vi det, vi har skabt. Det kan være en udstilling, en pop up-butik, en forestilling eller en koncert. På den måde oplever børnene, at selv de spædeste små idéer kan blive til virkelighed.

4. Integrer 


I den sidste fase skaber vi plads til leg, afslapning, snakke og stille stunder. Børnene reflekterer i deres eget tempo over de spørgsmål og udfordringer, de er stødt på undervejs i forløbet.
Mark

Følg os her ︎ ︎︎