Dannelsesbegrebet skal revolutioneres, så vi styrker
børn til den verden de lever i
I årevis har vi hørt om mistrivsel blandt børn og unge. Og efter omtrent et år med Covid-19 som en del af hverdagen, mistrives flere af landets børn.Dermed understreger pandemien behovet for at vende udviklingen og finde nye veje. For skaber vi livsduelige mennesker, sådan som vi i dag danner og indretter livet for Danmarks børn og unge? Svaret er NEJ. Og tiden er inde til at revolutionere vores dannelsesbegreb.
Børn og unge i dag er mere stressede, angste og pressede end tidligere. Det halter med trivslen. Vi har hørt om det i årevis. Men hvad har vi som samfund gjort? Har vi ændret børnenes hverdag og vilkår? Ændret kravene til dem? Ændret vores tilgang til dem? Nej. Stort set ikke. Fornylig vedtog Folketinget, at børn og unge fremover kan modtage gratis psykologhjælp. Og det er godt. Men vi bør også finde ud af, hvordan vi kan forebygge mistrivslen.
Den hale af bekymrede børn og unge, som Corona-pandemien slæber efter sig, sætter en fed streg under behovet for en ny tilgang til vores yngste generation.
Et oplagt sted at tage fat er ved at kigge på vores dannelsesbegreb. Og vi bør som samfund, politikere, forældre og pædagogfaglige stille os selv det spørgsmål: Skaber vi livsduelige mennesker, sådan som vi i dag indretter livet for og danner Danmarks børn og unge? Mit svar er klart nej.
Det er derfor tid til at skabe en revolution – en revolution af den måde vi danner børn på. Og våbnet er kunsten.
Vi kan lære af kunsten
Ikke for at alle skal være kunstnere – men fordi vi kan lære af kunsten, af kunstnerne og deres arbejdsprocesser. Kunst har en særlig betydning for mennesket. Sådan har det altid været. Der er noget ved kunsten der rører os. Der vækker noget i os. Der gør noget ved os – både når vi observerer det, og når vi skaber det selv. Men hver gang vi som samfund står over for en krise, skal dygtiggøre os yderligere eller vil vækste mere, så skruer vi ned for kunsten – spare den væk i en fortælling om at kunsten er unødvendig, en slags luksus, som vi må gemme til bedre dage og mere overskud. Men kunsten er det der bringer det særlige frem i os hver især. Det er en fremkaldervæske som gør os stærkere som os selv og i fællesskabet, når vi sanser den og når vi skaber den.
Kunsten kan ikke stå alene, ligesom de fagfaglige kompetencer ej heller kan stå alene. Kunsten adskiller sig fra de klassiske fagligheder ved både at være en faglighed i sig selv og en metode. Som metode kan kunsten være en træningsbane, der understøtter vores personlige udtryk i de andre fagligheder, giver os mulighed for at være os selv og have et personligt udtryk ikke bare i skolesammenhænge, men i livet.
Kunsten bliver relevant og uundværlig, når ambitionen er det hele menneske.
At være den man er
En dag kom Mathias på 12 år ind af døren hos Bloom Institute. Han går i femte. Sammen med sin klasse skulle han deltage i et UU forløb, hvor vi arbejdede med sundhedsfremme gennem kunstneriske og kreative aktiviteter. Og dét havde han mildt sagt ikke lyst til. Mathias var hamrende træt af skolen, af lærerne, af kravene og af lektierne. Han orkede ikke hverdagen, og slæbte sig igennem undervisningen.
Den dag bad vi ham oveni købet om at male en blomst, udfrra et indre billede af en blomst. En blomst?! Mathias ”gad sgu ikke male en blomst”. Men kunstneren, som ofte underviser i disse processer, ved at det ikke er det at male blomsten der er essentielt, men det at give udtryk for et indre billede, og stod derfor fast. Ikke som et pres, men signalerede at der ikke var en vej ud.
Til sidst tog Mathias resolut en pensel, dyppede den arrigt i sort maling og tværede sin irritation ud på papiret i form af struktur af en sort klat. Når du arbejder med kunstneriske processer og opgaven er at udtrykke dig, så er der ingen færdige facit. Kunstneren kunne med et subtilt faciliterende skub, hjælpe Matihias til at se blomsten i den sorte klats struktur. I kunsten er det rene udtryk, hvad enten det kommer af raseri, frustration eller glæde en succes og altid meget mere interessant at kigge på end en pæn og minutiøst gengivet reproduktion. Derfor blev Matihias maleri det mest vellykkede den dag og Mathias position i rummet og blandt klassekammeraterne ændrede sig usagt og magisk – han kunne noget de andre ikke umiddelbart kunne. Og den energi han hver dag får skæld for, havde pludselig et sted at gå hen. Mathias var en succes ved blot at være den han er og med den energi han har lige nu.
Og dermed røg den negative stigmatisering som ham, der ikke kunne finde ud af noget og bare var ”umulig”.
Mathias fik lov til at være, den han er. Sammen med andre. Han blev styrket, fordi han blev anerkendt. Og vi brugte den kunstnerisk arbejdsproces og metode til at skabe en begyndende forandring.
Og dét er lige præcis kernen. For hvis vi vil skabe livsduelige mennesker, der står stærkere i livet, i fællesskabet og i verden, så skal vi se på dem som dem de er og ikke dem vi gerne vil have de skal være og hjælpe dem til at folde deres skaberkraft ud. Uden et korrekt facit.
For meget fakta – for lidt følelser
Vores udfordring er, at vi i Danmark har fået skabt en hverdag for børn, hvor de først og fremmest får (over)stimuleret hovedet. Vi fodrer dem med fakta baseret viden, og vi måler og vejer dem. Derudover stimulerer vi dem en smule fysisk – men stort set ikke deres følelser, og dermed ikke koblingen til dem vi er hver især. Det der adskiller os fra hinanden og gør os til præcis dem vi er.
Denne ”fordeling” er ikke kun ærgerlig for det enkelte barn, som dermed ikke får trænet troen på og evnen til at bryde ud af kasser med fastsatte resultater, få styrke til at handle i komplekse situationer og til at stå stærkt som dem selv.
Det er også ærgerligt for hele verden – for menneskeheden. Og ærgerligt for vores måde at forholde os til kriser på – globale såvel som personlige.
Tag kunsten alvorligt
Kunsten er det glemte barn i vores nuværende dannelsesbegreb. Kunst er det oplagte middel til at revolutionere tilgangen til børn. Med kunst skaber vi forbindelse til os selv, vores indre liv og vores følelser. I kunstens univers træner vi at forholde os til det abstrakte, det uvisse, det ukendte, sanserne og alle kringelkrogene af vores følelsesregister. Det er kunstens grundforudsætning, at den er et materialiseret udtryk af noget, der kommer indefra. Der er bare én helt afgørende forudsætning. Det er kunstnere der kan formidle kunsten. Det kan ikke være en generalist underviser, der kaster sig over at formidle kunstens væsen. Heri ligger hele hemmeligheden. Det er i den kunstneriske integritet at både tilgangen, fagligheden og magien bor.
Det er på tide at tage kunsten alvorligt – ikke bare som underholdning men som grundsten i den menneskelige udvikling og dannelse. Måske er COVID-19 ligefrem det der gør, at vi får øjnene op for, at vi som mennesker har brug for mere, end det vi kan måle og veje. At vi har brug for noget, der giver mening i et større perspektiv, noget der løfter os ud over os selv.
Her kan kunsten hjælpe os. Det er ikke det eneste middel eller den eneste vej, men det er et rigtig godt bud. Og nej, det handler ikke bare om, at vi skal gå ud og se nogle flere udstillinger. Kunst er relevant på især tre niveauer:
- Kunst som værk. Kunst kan vække os, inspirere os og transformere os, når vi oplever den. I dag betragtes kunst ofte som underholdning, men helt aktuelt bør vi og vores politikere forholde os til kunstens betydning i en krisetid – forholde os til hvordan kunst kan sætte os i forbindelse vores kerne og dermed styrke os til at stå stærkere, når kriser raser og modgang er størst.
- Kunst som metode. Kunst er ikke i sig selv et mål, men vi kan bruge kunstens præmisser, processer og materialer som træningsbane for at lære at handle med autenticitet og integritet, at kunne navigere i det uvisse, tænke visionært og omsætte ideer til virkelighed i fællesskab med andre – og at kunne møde verden med vores eget udtryk.
- Kunsten i alle fagligheder. Alle mennesker skal ikke være kunstnere i klassisk forstand, men alle fagligheder indeholder et kunstnerisk niveau: Det niveau, hvor din personlighed og dit særlige talent smelter sammen med din faglighed og løfter det til et tredje niveau. Derfor kan vi lære af kunstnerne, og derfor bruger Bloom Institute kunstnere i det daglige arbejde med børn.
Kunst til gavn for samfundet
Tilbage til Mathias og den sorte blomst. Formålet med at inddrage kunst i arbejdet med ham og med alle andre børn, er ikke, at alle skal blive kunstnere i klassisk forstand. Formålet med at arbejde med kunst og de kunstneriske processer er at manifestere det enkelte menneskes unikke potentiale, i det de gør, og måden de lever på.
Jeg er overbevist om, at jo tidligere børn bliver introduceret til det, desto større sandsynlighed er der for, at de som voksne kommer til at beskæftige sig med noget, de har en særlig interesse for. At de bliver styrket til at kunne være sig selv i et fællesskab. At de magter at navigere i uforudsete situationer, som vi jo alle kommer ud i. Og at de får styrket evnen til at gennemleve de kriser, de møder – personligt og samfundsmæssigt. At de bliver kunstneren i deres eget liv.
Det vil ikke blot gavne det enkelte menneske. Samfundsmæssigt vil det både gavne sundheden, økonomien og værdien at de løsninger, vi udvikler i fællesskab, fordi det skaber større diversitet i løsningspotentialet. Og nye løsninger vil der fortsat blive brug for – både for menneskers trivsel og klodens overlevelse. Derfor har vi startet den nødvendige revolution. Og alle er inviteret til at deltage.
Julie Pi
Direktør i Bloom Institute
