Fra skærm til skaberkraft

Det er en besynderlig tid vi befinder os i lige netop nu, hvor COVID-19 raser afsted.
Det meste er ukendt og vi voksne søger lidt i blinde efter løsninger og svar for vores børn og for os selv. Det meste er lukket ned, der er en masse ansvar der er kommet tilbage til famili- erne, uden der nødvendigvis er plads, rum eller erfaring med, hvordan opgaven fyldes ud. Vi har mere tid med vores børn end vi har haft i årtier, men tiden opleves ikke nødvendigvis som meningsfuld eller givende.

Spørgsmålene vokser – Lærer mit barn nok? Hvis ansvar er det? Hvorfor synes jeg ikke det er fantastisk og meningsfuldt at være sammen med mit barn 24 timer i døgnet? Hvad skal vi egentlig tale om? Kender jeg overhovedet mit barn? osv.
Der er et væld af spørgsmål og tvivl der popper op.

Mange af os vil måske tænke, at en pause og lidt mindre aktivitet som udgangspunkt var tiltrængt. Måske havde vi inderst inde ønsket det. Men nu, midt i tomrummet, kan det være svært at fylde det ud, for hvad skal det fyldes ud med? Der er ingen af os der, hverken som børn eller i vores voksne liv, har haft mulighed for at stoppe op så kollektivt og forholde os til, hvad vi som familier skal med hinanden. Og hvordan vi i en helt tæt stund skal tale med vores børn, hvis det ikke er fordi der er et problem. Om det er en mulighed eller en ulykke vil jeg ikke gå ind i, men i stedet gå direkte til, hvordan vi som familier, kan bruge denne stund til at komme tættere på hinanden og genopfriske værdien af det fællesskab en familie er som grundkerne.

Der er mange af os der har fået bygget en hverdag op, hvor vi kun lige spiser sammen, og sover i samme hus. Ellers har vi hver især fuld fart på vores aktiviteter, gøremål og skærm på vores egne værelse, eller er sammen med vores venner og arbejdskollegaer. Vi laver ikke længere mad, men køber take away eller fastfood. Vi har hushjælp, hånd- værkere og havemand – de gøremål der knytter sig til hjemmet og familie er nærmest væk.

Vi er heller ikke bundet til familien i arbejdsopgaven som vi var, da vi havde landbrug eller lignende erhverv, hvor alle hjalp og var en del af det fællesskab – på godt og ondt.
Det betyder, at mange af os faktisk har mistet sammenhængskraften i familien, når børnenes praktiske afhængighed er væk. Vi kan simpelthen ikke længere huske, hvad der binder os sammen, når det største pres fra de første år med små børn letter, og vores fællesskab bliver degraderet til et arrangement om transport og overnatning, og vi som forældre føler hurtigt at børnene ikke har brug for os.

Men familien er et vidunderligt og meningsfuldt fællesskab, som fortjener at finde sin plads i det moderne samfund. Børn og unge har et kæmpe behov for at lave aktiviteter og tale med deres nærmeste voksne – også selvom de siger at de ikke har. De er bare ret kvalitetsbevidste. De gider ikke lave ting, vi ikke selv gider. De gider ikke være sammen med os sammen med vores telefoner eller andre ting der gør os uopmærksomme. Men de vil skabe ting sammen. Lave ting, på alle mulige måder foretage sig ting sammen, som ikke kun er oprydning og madlavning, men som på en anden måde optager vores sind. Noget vi selv synes er sjovt – på samme måde som vi bliver optaget af vores arbejde og de andre aktiviteter vi laver uden vores børn.

Når det bliver relevant at kigge på lige præcis i denne tid, hvor vi er så udfordret, så er det fordi der er et mulighedsrum her, som vil kunne forandre alt i vores familier og vores børns dannelse, hvis vi griber muligheden.

Familiefællesskab og kunst

Vi har brug for at genopfinde familien som et skabende fællesskab, at erobre meningen i familien tilbage – i en ny form, som ikke er bundet så meget af pligt, som den har været prak- tiseret før i tiden. Men af en nødvendighed for at bygge et fundament af kærligt fællesskab, som alt andet kan vokse ud fra. Et fællesskab, der ikke hviler alene på ydre krav som pligter, økonomi eller leverancer. Et fællesskab, som er kærligt, trygt og omsorgsfuldt i sin reneste form og som kan danne ramme for, at vi som børn har mulighed for at smage, mærke og undersøge vores eget udgangspunkt i ufarlige rammer. Hvor de voksne med deres aktiviteter er stærke rollemodeller som børnene kan efterligne og blive inspireret af.
Det er måske langt fra det fundament, vi selv som voksne vil nikke genkendende til fra vores egen barndom, men det er en mulighed, der er for familiefællesskabet og vi kan øve os på, at skabe det for vores egne børn.

Men hvordan kommer vi derhen?

Hvad kan en meningsfuld aktivitet, der binder os sammen være og hvordan kommer vi i gang med det.

Det kan være mange slags aktiviteter. Kunst, natur eller sport kan være et godt sted at under- søge nærmere. Pointen er, at det skal være aktiviteter for børn og voksne i fællesskab og det skal forbinde flere forskellige udtryksformer, fordi vi ikke stimuleres af det samme i familien. Hvis det er sport, der ligger jer nærmest, vil det i denne sammenhæng være godt, hvis kon- kurrenceelementet sættes lidt på pause eller differentieres med elementer, som ikke kun handler om hurtigst og bedst, men også om andre egenskaber som er væsentlige for at I lykkes med opgaven i fællesskab.

I det næste afsnit vi jeg dykke ned i, hvordan vi kan bruge kunsten og den kunstneriske metode til at styrke fællesskab og sammenhængskraft i familierne.

Når vi arbejder med vores børn i en kunstnerisk proces, giver vi mulighed for at vække det skabende fællesskab i familien. Det har helt tilbage fra de græske filosoffer, været en kendt præmis at mennesket bliver lykkelig (ikke som statisk tilstand), når det skaber (omsætter sine evner) i fællesskab med andre. Så det er ikke uvæsentligt det her! Det er ikke en grille, det er en nødvendighed. Det er selve kilden til et meningsfuldt liv.

Derfor vil jeg opfordre til, at vi udnytter det helt mærkværdige vakuum, vi alle samme sidder midt i til at gå på opdagelse i, hvad vores familiestruktur rummer af uudnyttede muligheder. Og hvordan vi kan skabe meningsfulde livgivende samtaler og aktiviteter i fællesskab.
De kunstneriske praktiske opgaver giver os rum til at have samtaler med vores børn og unge. Samtaler om stort og småt. Samtaler som giver os lejlighed til at kigge ind i deres hjerte og forstå deres sjæl, deres higen og deres bekymringer. Det giver os mulighed for at drømme sammen og et øjeblik glemme det der tynger lige nu, for derefter at vende tilbage til hverda- gen lidt stærkere, med lidt større forståelse for hinanden. I de kunstneriske processer får vi trænet at gå fra det abstrakte ideniveau til manifestation gennem et fysiske materialiseret produkt. (Musik er ikke et fysisk produkt i samme forstand, men materialiserer sig i en form, når det spilles).

Det er utrolig tilfredsstillende at give tanker og følelser fysisk form og især i fællesskab med andre. Vi skaber noget sammen.

En kunstnerisk opgave man kan kaste sig over i familien, kan fx være ”Byg jeres egen familie- virksomhed”, som stop motion film.

I skaber en stopmotion film, der handler om jeres egen familie, der åbner en virksomhed. Det gør I med udgangspunkt i hvem I hver især er, og hvad I

har af styrker og interesser og hvordan dette kan sættes i spil i fællesskab. I denne proces kan I have nogle skønne meningsfulde samtaler uden det bliver akavet eller kunstigt, fordi I samtidig jo blot er ved at lave en film sammen. Og en stor del af den båndbredde, der til daglig vil blive brugt på at stå i mod eller ikke at ville, er nu aktiveret i noget konkret, som hænder og hoved skal udføre.

En anden kunstnerisk opgave kunne være at male jeres drømmerejse i en slags billedbog, hvor I maler rejsen eller et uddrag fra rejsen. Det gør I på baggrund af en samtale om, hvor I hver især synes det kunne være vidunderligt at rejse hen og hvilke aktiviteter I skulle lave sammen, når I var der. På den måde kan I have en meningsfuld samtale om noget I måske savner eller længes efter, I kan genopfriske minder fra rejser eller udflugter I har været på sammen eller hver for sig.Det giver igen basis for en værdifuld samtale, koblet med en fysisk aktivitet og et fælles færdigt produkt, som på skønneste vis afslutter og foreviger samtalen.

Tag kunsten alvorligt

Kunsten er det glemte barn i vores nuværende dannelsesbegreb. Kunst er det oplagte middel til at gentænke tilgangen til børn og den måde vi danner dem på – både hjemme i familierne og i skolen. Med kunsten og i de kunstneriske processer skaber vi forbindelse til os selv, vores indre liv og vores følelser. I kunstens univers træner vi at forholde os til det abstrakte, det uvisse, det ukendte, sanserne og alle kringelkrogene af vores følelsesregister. Det er kunstens grundforudsætning, at den er et materialiseret udtryk af noget, der kommer indefra.

Det er på tide at tage kunsten alvorligt – ikke bare som underholdning, men som grundsten i den menneskelige udvikling og dannelse. Måske er COVID-19 ligefrem det der gør, at vi får øjnene op for, at vi som mennesker har brug for mere, end det vi kan måle og veje. At vi har brug for noget, der giver mening i et større perspektiv, noget der løfter os ud over os selv og samler os i et fællesskab.

Kunsten som metode

Når vi arbejder med kunsten som metode bevæger vi os i 4 dimensioner, som repræsenterer de 4 overordnede faser i en skabelse. Vi bevæger os forskelligt i faserne. Nogle gange går vi helt slavisk igennem alle 4 faser, andre gange går vi frem og tilbage mellem typisk 2 af faser- ne. Flere af os har faser vi ikke er trænet i, eller har naturlige præferencer for og derfor aldrig kommer til af egen fri vilje.

De 4 dimensioner er tilsammen en fuldendt skabelsesproces og den giver plads til at forstå og træne alle faser i processen ”at omsætte ideer til virkelighed”.
De 4 dimensioner giver os lov til at være gode i forskellige faser og foretrække nogen faser frem for nogen andre. Ved at kende vores styrker, kan vi teame op med nogen som supplerer vores styrker, vores mindre stærke sider eller sider vi har mindre interesse i. Og fordi den tager udgangspunkt i fantasien eller ideen, så kobler den sig nødvendigvis til os selv som individ, vores egen stemme og vores eget udtryk. Det der gør de kunstneriske processer helt særlige og ikke sammenlignelige med almindelige projekt processer, som den ofte forveksles med.

Overordnet kan de 4 dimensioner beskrives således:

• Den første dimension er dannelsesdimensionen, her frigøres potentialer. I denne dimension er alt åbent, vi henter inspiration, udforsker og undersøger. Når vi arbejder med denne dimension, styrker vi fantasien, kreativiteten, intuitionen samt fremtidssansen.

• Den anden dimension er den sociale dimension, her er det væsentlige at føle sig set og blive set i fællesskabet. I denne dimension skabes form og fællesskaber. Det er her vi giver vores ideer form og finder ud af hvilket fællesskab ideen kan blomstre i. Når vi arbejder med denne dimension, stimulerer vi tilknytning, respekten for forskelligheder samt samskabelsessansen.

• Den tredje dimension er den værdiskabende dimension, her er formålet at produktet eller skabelsen skal møde verden. I denne dimension er selve produktionen afsluttet og vi skal skabe en forbindelse med omverdenen med det vi har skabt. Det kan være en udstilling, en forestilling der skal præsenteres eller et produkt der er klar til markedsføring og salg. Når vi arbejder i denne dimension, styrker vi virkelysten, handlekraften samt realitetssansen.

• Den fjerde dimension er den identitetsskabende dimension. Det er her vi samler læring op, evaluerer og integrerer. Der knytter sig både en fælles proces og en

individuel indre proces. Når vi arbejder i denne dimension, stimulerer vi helhedsopfattelsen, refleksionsevnen samt jeg-sansen. Her skal forekom- me en oplevelse af at få evnen til at kunne pause samt nulstille.

Julie Pi

Direktør i Bloom Institute