PARADIGMESKIFTE: Dannelsen af et moderne menneske kræver, at vi styrker vores indre kerne gennem kunsten
Der er efterhånden bred enighed om, at der skal mindre fokus på akademisk viden og mere fokus på alt det andet, der kræves for at være helt menneske, når vi uddanner vores børn og unge. Vi gør det simpelthen ikke godt nok i Danmark lige nu. Og resultatet er mistrivsel hos børn og unge.
Det er tid til et paradigmeskifte i vores uddannelsessystem. Og de store spørgsmål er nu, hvad “alt det andet” så skal dække over. Hvad er det, vi skal have mere af i vores uddannelse af børn og unge? Og hvordan lykkes vi med det i praksis?
Til en start må vi forholde os til, hvad livet kræver af os som mennesker, når vi tilrettelægger dannelsesvejen for vores børn og unge. Hvad skal dannelsen af et moderne menneske i 2022 bestå af? Hvad fortæller vores hjerte og fornuft os, at det kræver at få et godt liv, hvor man føler sig værdifuld og elsket i positive fællesskabet og bidrager til en bedre verden?
Indholdet i skolen skal afspejle en naturlig balance mellem de dele, mennesket består af. Mellem hoved, hjerte og krop på den ene side og tanke, følelse og vilje på den anden. Det ydre og det indre. Alle dele skal stimuleres i lige grad for at skabe harmoniske børn og unge, og det er alle udtryksformer, som skal trænes. Uddanner vi kun børn og unge i at træne den ene del, bliver de andre dele som en klods om benet i udviklingen mod at blive et helt menneske. Alligevel har vi et skolesystem, der primært stimulerer vores hoved, og i mindre omfang vores krop. Og når det kommer til at stimulere vores sjæl eller vores indre liv, er der simpelthen intet.
Det er ikke en ny fiks ide, at vi skal have fokus på det indre såvel som det ydre, når vi danner mennesker. Det var en del af dannelsesbegrebet helt tilbage fra det antikke Grækenland, hvor pædagogikken opstod. Dengang var dannelse to-delt og bestod af lige dele indre og ydre formgivning. Grækerne var optaget af, at skabe de bedste betingelser for den bevægelse, livet består af fra fødsel til død. Hvordan man kunne give mennesker og deres potentiale de bedste betingelser, til glæde for den enkelte og for samfundet som helhed.
Ved at arbejde med både det indre og det ydre, trænede de menneskers evne til at forstå afstanden mellem sig selv og omverden. Hvem er jeg? Hvad står jeg for? Og hvordan spiller det sammen med den omverden, jeg er en del af? Ved at træne det indre, trænede de samtidig fantasien, som kommer af evnen til at forestille sig indre billeder. Det er helt almindeligt kendt også i dag, at fantasien er den direkte kilde til kreativitet, ideer, nytænkning og er fundamentet for skabelsen af alt nyt. Ved at træne det ydre, den fysiske del af mennesket, trænede de evnen til at omsætte ideer og kreativitet til praksis, med direkte afsæt i det unikke og særlige potentiale, som det enkelte menneske var/er skabt med.
Det rimer 1-1 på det, vi står og har brug for, og som der er efterspørgsel på i verden:
1. At vi mennesker er livsduelige og lever bæredygtigt
2. At vi får nye og originale idéer til klodens overlevelse
3. At vi er i stand til at omsætte og handle på de idéer vi får, i fællesskab med andre. En bonus er, at når vi lykkes med punkt 1, så er der stor sandsynlighed for, at de idéer vi får og omsætter er bæredygtige og ikke udelukkende en økonomisk fordelagtige. .
Vi skal altså lære børn og unge at navigere i selve livet. Vi skal lære dem at bruge alle sider af sig selv, at forholde sig til deres følelser som andet end noget, der river rundt med dem i en uendelighed. Vi skal lære dem at indgå i positive og skabende fællesskaber, hvor de sætter deres idéer, tanker og lyster i spil i virkeliggørelsen af en idé til en leg, et værk, et projekt eller en virksomhed. Det er i virkeliggørelse af vores frie tanker, vores fantasi, og det at mærke, at vi bidrager og gør nytte, at vi bliver lykkelige.
Gennem de sidste mange år har vi, hos Bloom Institute, arbejdet med at danne børn og voksne til at stå stærkt i verden, som dem de er. Vi har testet, udviklet og undersøgt, hvordan vi tilføjer det, der mangler i den vestlige verdens dannelsesligning. Vi har i praksis arbejdet med, hvordan man kan styrke det indre arbejde og fællesskabet i kombination – alt sammen med kunsten som det bærende element.
Det bedste sted at træne det indre og det relationelle er nemlig i kunsten. Ved at indgå i kunstneriske processer opdager og forstår vi vores indre univers, kan give udtryk for det og sætte det i spil med andre. Kunsten indeholder alle elementer, der kan skabe forbindelse til vores inderste unikke essens, så den kan omsættes til virkelighed. Det ligner processerne fra iværksætteri, og der er også mange ligheder, men kunsten tager altid udgangspunkt i den enkeltes indre, hvilket ikke altid er en forudsætning for iværksætteri. Det kan også ligne sportens processer, men sporten har konkurrence som mål, som giver en væsensforskel, og derfor ikke kan sammenlignes en til en.
Det er ikke tilfældigt, at kunsten altid har været en vigtig del af vores samfund. Det er heller ikke tilfældigt, at den ikke har kunne få anerkendelse for sin vigtighed de seneste år. Det følges med dannelsesbegrebets udvikling fra antikken og til nu, hvor det at arbejde med sit indre og det følelsesmæssige og relationelle har været underprioriteret og fejet væk til fordel for det logiske arbejde. Kunsten har været sparket til hjørne som underholdning, noget ekstra, en slags luksus. Sagen er, at kunsten og det arbejde kunsten repræsenterer er livsnødvendigt for den menneskelige udvikling. Mennesket består af mere end et hoved, og hvis vi ikke anerkender det, så visner vi. Vi bliver kolde og nøjeregnende, ulykkelige, ensomme og triste. Og det er vi mennesker ikke som udgangspunkt. .
Men kan vi så bare putte mere billedkunst på skoleskemaet, og så er alle vores udfordringer løste? Svaret er nej. Og i det nej, ligger svaret på den egentlige nøgle til løsningen: Det er de voksne, der skal gøre arbejdet. Vi skal bære paradigmeskiftet frem. Det er vores tilgang til det at undervise og opdrage vores børn, der skal ændres. Vi skal opdrages. Lærerne har ikke fået de rette forudsætninger for at undervise i udvikling af det indre, det følelsesmæssige og relationelle. Der skal skabes en ny balance, og for at få lært det, der mangler, er vi nødt til at øve det ekstra meget for at få skabt en ligevægt. Derfor kan vi ikke bare putte kunst på skemaet, uden at forholde os til, hvordan vi bruger kunsten i forhold til børnene. Hvis vi underviser i og måler på kunsten og kunstens teknikker og metodikker på samme måde, som vi underviser i og måler på de logisk matematiske fag, så er det mere af det samme. Det gør kun skaden større. Nu er det skaberkraften og den fri tænkning, der skal trænes. For der har vi nøglen til at udfolde børns potentiale, skaberkraft og trivsel. Og samtidig skabe gode rammer for iværksætteri og de nye idéer, der er brug for i verden.
I Bloom Institute, har vi arbejdet med det i årevis. Vi har testet metoderne i klub, camps og forløb for børn i alle afskygninger, der har kunnet fylde hullerne og give børnene et alternativt til det gængse. Give dem et frit space i trygge rammer, hvor de kan udtrykke sig frit og uden grænser, men ikke grænseløst og uden rammer. Det kræver voksne, der kan bære det, og dem har vi uddannet. Vi har uddannet voksne i at facilitere livsprocesser med kunsten som middel. Vi har uddannet dem i at opdage deres indre og stå stærkt i sig selv, for at kunne være tydelige rollemodeller for børnene, i en erkendelse af, at pædagogikkens stærkeste værktøj er egen-opdragelse, altså opdragelse af os selv. Først når vi anerkender det, er vi klar til den yderst vigtige opgave det pædagogiske arbejde indeholder. At danne selve barnet i sin udvikling i livet. Det er entydigt den mest betydningsfulde opgave i vores samfund. Det er i det arbejde selve kimen til udviklingen af fremtiden ligger. Når vi lykkes med at skabe trygge rammer for vores børns potentiale og udvikling, så lykkes vi med at skabe en bæredygtig klode. Det hænger sammen.
Så kære politikere, invitér os ind. Vi brænder for at løfte dannelsesbegrebet ind i et nyt paradigme, med dyb respekt for det der er, og det der fungerer. Vi vil gerne dele ud af de erfaringer vi har gjort, de metoder og modeller vi har skabt og de utallige bump, vi har overkommet. Vi er klar, og vi er vant til at smøge ærmerne op, udforske det ukendte og lande det nye. Det er det, vi gør hver dag, og det er præcis det, der skal til, når vi skal lande et dannelsesbegreb, der kan bære vores børn og unge trygt og harmonisk ind i fremtiden.
Julie Pi
Direktør i Bloom Institute
